Travels

DEN STORE ECUADOR GUIDE

Jeg har længe gået og tænkt, at jeg ville lægge en Ecuador guide ud, da det simpelthen er sådan et fantastisk land, som jeg har været så heldig at besøge 2 gange og skal hen igen til næste år, forhåbentlig.

Selvom Ecuador ikke er det største land i Latinamerika, er det et land med mangfoldighed og biodiversitet. Ecuador er kun omkring 6 gange større end Danmark men har hele latinamerika samlet indenfor landets grænser. I Ecuador møder du Andesbjergene med de majestætiske snedækkede vulkaner og bjergkapper, du har amazonas regnskoven mod øst og frodige strande mod vest. Hvis man ser på UNESCOS liste er flere byer i Ecuador fremhævet som værende blandt verdens bedst bevarede koloniale byer. Ud fra Ecuadors kyst finder man Galapagos øerne som inspirerede Darwin til evolutions teorien med deres særegne dyreliv. Til trods for at Ecuador generelt følger meget med den internationalisering der nu er, er landet også kendt for at have stærke bevarede rødder til den oprindelige indianske kultur helt tilbage til inkaerne. Min guide vil tage med på en rejse igennem Ecuador og vil passe på en tur der varer 4 uger. Jeg håber, at den vil inspirere jer til at tage en rejse til midten af verden.

Hurtige facts:

  • Til trods for at det ecuadorianske fodboldhold hovedsageligt er af afro-ecuadoriansk afstamning, er landets borgere generelt meget mere prægede af deres indianske islæt.
  • Møntfod: I Ecuador brugte man “sucres” indtil møntfoden devaluerede for meget i 99. Derefter gik landet over til at bruge dollaren. Det er amerikanske dollars i sedler, men i mønter har de deres egne “centavos” som kun kan bruges i Ecuador. De har præcis samme værdi som cents i USA. I og med det er så billigt at rejse i Ecuador og tingene koster væsentlig mindre, er det dumt er have sedler der større end 20 dollars, da der er mange der ikke vil tage imod det, da de ikke kan veksle.
  • Visa: Dansk pas giver 90 dages turistvisum, hvor man max må bruge dette på et år. De 90 dage løber fra man rejser ind i landet første gang.  Hvis man rejser via USA skal man huske at lave en ESTA ansøgning senest 3 dage inden afrejse. Der findes en officiel side for dette og flere uoffcielle som tager langt flere penge, men det er dog stadig gyldigt. K’s mor endte med at give 4 gange så meget som os, så det er vigtig man er opmærksom. Hjemmesiderne ligner nemlig hinanden rigtig meget men dette er den officiele: https://esta.cbp.dhs.gov/esta/
  • Sæson: Den bedste tid er rejse, er udenfor regnsæsonen. Hvis man vil have flest solskinsdage i højlandet skal man tage afsted fra juni til september. Hvis man tager afsted i regnsæsonen er det dog ikke ligesom i Danmark hvor det bliver ved. Der kommer måske et kæmpe regnskyl også er det ovre igen.
  • Vacciner: Det er en god idé at tage forbi sin læge eller rejsemedicinsk generelt på rejser udenfor EU, men hvis man skal til Amazonas skal man have en vaccine mod gul feber. Det kan også være en god idé, hvis man skal til junglen eller kysten, at have malaria piller med. Derudover er det altid godt at være vaccineret mod hepatitis A+B.
  • Sidst men ikke mindst, koster en flyrejse tur/retur fra Danmark ofte omkring 8-10.000 i sommerferien, og varer gerne normalt i alt et sted mellem 19-24 timer.

Quito

Vi startede vores rejse ud i Quito hvor K’s familie bor. Jeg har derfor ikke de store overnatningsmuligheder med her, dog nogen gode råd hvor det er godt at bo i nærheden af.  K’s familie bor i bydelen El Camal som betyder noget i stil med “slagteren”. Det er et ret slum område, og et sted man kun skal være hvis man tager sine forholdsregler og et sted man ikke skal gå alene om aftenen. Men da hele K’s familie bor der og vi alle er der samtidigt er det rigtig hyggeligt og et dejligt sted at være. Quito er hovedstaden i Ecuador og i en højde af 2.850 meter over havets overflade gør det den til verdens højeste beliggende hovedstad (eller anden højeste, alt efter hvilken af Bolivias hovedstæder man tæller). For at beskrive byen ligger den nede i en dal med bjerge på den ene side og vulkaner på den anden. Oppe af bjergskråningerne ligger der huse og nede i dalen har vi blandt andet Old Town og de rigere bydele. I midten af byen ligger den lille bakke El Panicilo som på spansk betyder “det lille rundstykke”. Her finder man byens skytsengel som kigger udover den gamle bydel for at beskytte og bringe fred til byens borgere. Ta’ en taxa derop fra den gamle bydel, da vandreruten går igennem nogle af de lidt mere snuskede dele af Old Town (det vil kun koste et par dollars). Udsigten udover byen er fantastisk herfra, og hvis man har lyst, kan man for et par dollars komme op i selve skytsenglens tårn.

Old Town

Et kendetegn ved denne bydel er de koloniale bygninger fra 15-1600 tallet da spanierne havde overtaget Sydamerika. Start med at sætte en dag af til at gå rundt i Old Town og  gå på spontan oplevelse i de små hyggelige gader. Der er alt fra kirker til hyggelige butikker og museums. Gå forbi Plaza de la Independencia hvor du kan opleve det store præsident palads og en guidet tur indenfor gratis hvis man gerne vil det (husk pas). Fortsæt ned til La Ronda og få noget lækkert til frokost og gå langs den lange gade som La Ronda består af. Vi plejer altid at tage derind om aftenen og nyde en canelazo (en varm kaneldrik med rom i som er yderst lækkert) da der er live musik, butikkerne er åbne sent her og duften fra alle dessertboderne fylder den hyggelige lange gade. Man kan få en masse lækre alpaka/turist ting, men jeg vil dog råde jer til at vente med at købe dette til senere og tage en tur til byen Otavalo, som jeg nok skal komme ind på senere. Dog kan man få billige smykker her, da der er masser af guld og sølv butikker i den gamle bydel og i La Ronda hvor jeg har købt flere halskæder. Slut dagen af med et besøg på det berømte Guayasamin museum og se de smukke værker af Oswaldo Guyasamín, som er Ecuadors mest berømte kunstner.

La Basicila

Nu når man er nede i den gamle bydel burde man helt sikkert tage et smut forbi Basílica del Voto Nacional, som nok er en af de flotteste kirker jeg nogensinde har set. Det er den største ny gotiske kirke i hele Amerika. Man kan komme op i tårnet og se en fantastisk udsigt over byen. Kirken har en hyggelig café hvor man kan få nogen af Ecuadors nationalretter. Billederne gør ikke retfærdighed overfor kirken, da den er gigantisk når man står overfor den. Man begyndte faktisk at bygge kirken i 1926 men blev først færdig i 1988 – totalt “mañana” mentaliteten 😉

Quito midtby

Hvis man en dag har lyst til at se parker er “La Carolina” en af Quitos flotteste. “El Ejido” er også populær men slet ikke lige så stor som “La Carolina”. Hvis man besøger “La Carolina” er det store shoppingcenter “Quicentro Norte”, som har alt hvad hjertet begærer i forhold til shopping og fast food, placeret ved parkens ene hjørne. Inde i midtbyen er der et område omkring “Avenida Amazonas” som indbyggerne kalder “Gringolandia” (turistland). Herinde omkring ligger byens mange sprogskoler, flere indkøbsmuligheder og derudover flere af byens “hotte” restauranter og diskoteker. Leder man efter specielt sidstnævnte, kan bestemt området “La Foch” som ligger omkring “Plaza Foch” (ecuadorianerne udtaler det som “fodge”). Vi fandt et dejligt tapas sted med all-you-can eat mad og vin til omkring 20 dollars pr mand (se mere under sektionen spisesteder).

Hvis man søger efter et marked inde i byen er der et stort et inde i nogle haller kaldet “Mercado Artesanal”. Hvis ikke man har tid til et besøg i Otavalo, er dette et must. Jeg købte et alpaka tørklæde herinde da prisen var det samme (lige dette sted) som i Otavalo. Udvalget er dog mere begrænset.

Cotopaxi

Vulkanen Cotopaxi befinder sig i national parken “Parque Nacional Cotopaxi” som består af 32.000 hektar hvor man udover vulkanen kan spotte vildeheste, lamaer, national fuglen condoren og meget mere. Det er en god idé at sætte en hel dag af til dette og tage afsted tidligt på morgen (parken åbner klokken 7) da der oftest er skyfrit før middag og skyerne kommer ind mod eftermiddag. Man skal have masser af varmt tøj på, dvs. handsker, hue, jakke osv. da der er sne og det er hundekoldt deroppe. Hvert skridt du tager på vulkanen føles som om du går 2 skridt tilbage på grund af de små rullende lava sten blandet med højden som gør at du næsten ikke kan trække vejret. Husk ikke at presse dig selv mere end nødvendigt da højdesyge er ikke for sjovt. En anbefaling er at købe coca blade eller coca bolsjer, som man tykke / sutte på, da de hjælper på at trække vejret og modvirker højdesyge. Coca er ikke kokain. Kokain udvindes rigtig nok af coca bladene, men det er igennem en længere kemisk process. Coca blade er blot en medicinsk plante, der modvirker alt fra maveproblemer, højdesyge, sult, svimmelhed, tørst og giver lidt energi (total vidunder blade). De kan købes ved indgangen til Cotopaxi, foruden ved nærmest alle indianske markeder.  De fleste besøgende ved vulkanen fortsætter ikke videre efter det første stop som er “el refugio”, som er en lille hytte hvor man kan nyde noget suppe eller en varm kop coca the i 4.864 meters højde. Hvis man er hardcore kan man fortsætte op til bunden af isen, men skal man længere end dette (helt op til krateret) skal man booke en guide.

Parken er fuldstændig fantastisk og er noget man er nødt til at opleve. Hvis man er heldig at være der på en skyfri dag, er udsigten ubeskrivelig. Cotopaxi er en af verdens smukkeste og mest perfekte keglevulkaner. En keglevulkan er den form som en vulkan vil få, hvis du beder et barn om at tegne en vulkan 😉 Vulkanen er herudover på top 2 over verdens højeste (5.897 m) aktive vulkaner. Jeg skal helt sikkert tilbage, selvom jeg svor efter den hårde tur at jeg ikke gad igen hehe!

Man kan tage et tog hen til en by der er i nærheden af Cotopaxi også tage en taxa derfra, det er en god idé at undersøge det nærmere, da det godt kan blive en dyr taxa tur, hvis ikke man får forhandlet en god pris. Alternativt kan man leje en taxa en hel dag fra Quito (omkring 60 dollars hvor taxaen venter på jer og kører jer tilbage). Hvis man ikke er vant til at køre i Latin Amerika, skal man ikke gøre det, da trafikken er vild og kan være meget farlig.

Vi havde intet varmt tøj med til Ecuador, da vi kom fra Brasilien. Men heldigvis havde K’s familie gemt deres 80’er jakker  som de engang har efterladt som vi kunne bruge 😉

Mitad del mundo

Mitad del mundo betyder på dansk “midten af verden”. Her har man mulighed for at gøre det umulige – at være 2 steder på en gang, både på henholdsvis den nordlige og sydlige halvkugle. Det er ret besværligt at kommer derud, da du ikke kan tage trollen og det tager lidt tid i bus. Man skal tage trollen til endestoppet i den nordlige del af byen (La y). Derefter skal man finde en metrobus nord til Cotocollao og derefter skifte til en grøn “Mitad del mundo-bus” som stopper lige foran. Jeg tror vi endte med at tage en taxa fra Cotocollao, men det er langt billigere selvfølgelig at gøre det andet. Det er lidt kedeligt derude for at være helt ærlig. Det er sjovt at se punktet og få taget et par billeder, men det er ikke fordi der er vanvittigt smukt eller andet at lave. Efter 1 time er du færdig men efter den lange tur føler man ikke lige for at tage afsted med det samme. Kig derfor i et par boder og planlæg det efter at I kan få en frokost derude. Man kan også tage derud en søndag, da der vil være live musik og lidt mere stemning. Nu når man er derude, burde man besøge Pululahua som ligger 5 km derfra. Det er en uddød vulkan og der skulle være meget smukt. Jeg fortryder, at vi ikke fik det set, så det må blive næste gang.

Pichincha

Pichincha er den vulkan der ligger oppe af Quitos ene langside. Vulkanen er i virkeligheden 3 vulkaner samlet i en, hvor specielt Guagua Pichincha er meget aktiv. Vulkanen var senest i udbrud i 2002 hvor store dele af Quito blev dækket af 1 meters aske,  hvilket folk var nødt til at skovle aske væk. Fra vulkanen er der en fantastisk udsigt ud over Quito hvorfor den, udover sin egen naturs skønhed, er utrolig oplagt for turister at besøge. Det er også hårdt at gå deroppe da man er i 4.784 meters højde. Hvis man ikke har lyst til at gå, kan man tage en ridetur rundt i stedet for, som virkelig er en smuk (og forholdsvis billig) tur. Det kan godt virke lidt grænseoverskridende da hestene går langs kanten og der er ret langt ned, men de går turen flere gange om dagen og bliver passet godt. Det er en god idé at tage en madpakke med, da der kun er en lille café med lidt plads, men et godt sted for at få en noget varmt at drikke. For at komme derop skal man tage “El TelefériQo” som er en svævebane fra Quito og op til Pichincha. Det koster omkring 9 dollars og for ecuadorianerne er det selvfølgelig billigere . Det er bedre at tage derop om formiddagen, da der om eftermiddagen også kan blive overskyet heroppe ligesom Cotopaxi. Pichincha var helt klart en af mine favorit seværdigheder i Quito da udsigten er fuldstændig magisk og naturen er vild frodig men samtidig meget rå, noget man skal opleve!

Spisesteder

Tapas Y Vino – Plaza Foch

Det var denne restaurant hvor vi fik det meget lækre tapas og vin til næsten ingen penge. Det er hyggeligt og hvis man har brug for lidt mere ekslusivt. Når man er derinde, er det næsten oplagt at få en drink på en af de mange barer som omringer restauranten.

Vista Hermosa – Mejía 453, 5. etage (El Centro)

Caféen har beliggenhed lige ved præsidentpaladset og man må sige at den ligesom navnet har en utrolig smuk udsigt og det er også derfor stedet er populært. Som danskere, kom vi selvfølgelig på et tidspunkt hvor vi var tidligt sultne og derfor var de eneste der var der. Vi valgte at dele en tallerken med forskellige empanadas som var utrolig lækkert. Det er lidt dyrt, grundet lokation og det faktum at de lever af turister.

“La Basílica del Voto Nacional” Café – På hjørnet mellem Calle Venezuela y Carchi.

Denne café tilhørende “La Basílica” kirken har en yderst lækker og hyggelig café indenfor i et af tårnene. Det var billigt og en god mulighed for at smage enten en “Tamales” eller “Humitas”. “Tamales” er majs bagt i bananblade. “Humitas” er det samme bare sødt istedet for salt som en “Tamales” er og oftest med ost, grøntsager eller kød. Tamales kan spores tilbage til 5.000 år f.kr og er utrolig delikat.


Spiser man som de lokale, vil der dog  altid serveres en form for suppe først, hvorefter “el plato fuerte”, altså hovedretten, (som vises på billedet nedenfor serveres) bliver serveret. Ved de lokale spisesteder koster dagens ret omtrent 1,5 dollars hvor du får disse to tallerkener, så hvis økonomien er presset, kan man eventuelt altid hente lidt hjem her ind i mellem. En traditionel ecuordiansk “plato fuerte” kan eksempelvis bestå af følgende: Kartoffel, salat, tomat, “mote” (som er hvide store majs, som man koger hvorefter de bliver bløde) og en eller anden form for kød, i eksemplet nedenfor er det svin. Hertil serveres der altid en frisk chili-sauce eller chili-dressing (Chili på spansk hedder “ají”). Til den tradtionelle servering følger altid et glas frisklavet juice som, modsat hvad vi er vant til i Danmark, sjældent blot er æblejuice eller lignende, men kan være alt fra melon-juice, brombær-juice trætomat-juice eller mango-juice. Altid virkeligt lækkert og forfriskende, men husk altid at sikre at det IKKE er lavet med vand fra hanen (“agua de la llave”), da vores sarte danske maver ikke tåler postevand i Sydamerika. En god sætning er derfor altid her at spørge om “El jugo es hecho con agua de la llave?” (Er juicen lavet på vand fra hanen?). Er dette tilfældet så bed hellere om en cola, eller noget vand på flaske, med mindre du ønsker at risikere en omgang med mavesyge 🙂

Transport

Det er meget let at bevæge sig igennem Quito, da byen fra nord til syd har en “trolebus” rute. Det koster kun 25 cent for voksne og 12 cent som svarer til cirka 1,5 kr for en voksen. På specielle national dage eller hvis paven er i byen kan man være heldige at spare den krone da det så er gratis 😉 Man kan selvfølgelig også også tage busser, hold øje med forruden af bussen, da der tit er skilte hvis de går hen til nogle seværdigheder. Man kan selvfølgelig også tage taxa, som vi tit har benyttet os af hvis det bliver lidt besværligt. Men vær opmærksom, hvis du er en “gringo” (amerikaner/hvid person) vil de ihærdigt prøve at snyde dig. Det er lovpligtigt at taxa skal have taxameter (puedes prender el teximetro – har du mulighed for at tænde for taxameteret), hvis de ikke har så vælg en anden, det vil være den billigste måde hvis man ikke er god til at prutte om prisen og ved hvor meget det cirka vil koste i distancer. En fingerregel er for en vilkårlig rejse indenfor byens grænser burde det aldrig koste mere en maximalt 14 dollars.

Otavalo

 

Otavalo – også kendt som Ecuadors store indianer by – er et must at besøge, hvis man vil gøre sig nogle lækre indkøb inden man skal hjem (sørg for at have masser af plads i kufferten, da man vil købe meget her). For at komme til Otavalo kan man tage en bus fra Quito som tager 2 timer (og koster 2 dollars). Turen dertil er helt fantastisk og du vil se masser af vulkaner, smuk natur og store bjerge. Realiteten slår dog også en, da man langs kanten på det meste af turen kan se kors af folk som har mistet livet på de farlige veje i bjergene. Ankom fredag for at finde et sted at indlogere sig og være klar til lørdagens marked som starter om formiddagen og bliver mere hektisk i løbet af dagen. Indianerne er lidt overtroiske i det at deres første salg er utrolige vigtige for dem, da det pga. overtro afgører hvordan salget vil blive resten af dagen. Hvis de får et hurtigt salg fra morgen, er dette et godt tegn for dem. Det er derfor nemmere at forhandle gode priser først på dagen og både du og pengene vil blive velsignet af dem. Der er alt fra alpaka trøjer, tæpper, tørklæder og handsker til hatte, læder, brugskunst og generelt kunst i gode materialer alt håndlavet. Generelt i Latinamerika bliver der set lidt ned på de indianske gener i forhold til de hvide gener, med undtagelse af indianerne fra Otavalo da de er gode handelsmænd. Mens indianer fra andre egne af landet ofte klæder og klipper sig internationalt kan indianerne fra Otavalo kendes på deres traditionelle klæder og mændendes lange hestehaler. Byen er meget sikker at gå rundt i, også om aftnen, da der klart er fyldt med turister. Når man nu er i Otavalo kan det anbefales at besøge et reservat oppe i bjergene for reddet fugle. Vi lejede en taxa, da der ikke er så langt derop. 

Cuenca

Cuenca må være mit hidtil favorit sted i Ecuador. Jeg faldt over byen i supermarkedet, da jeg stod og kiggede på blade hvor der var en stor artikel om den. Vi tog et fly dertil, da vi fandt billige billetter på Momondo, men man kan sagtens tage en bus dertil som vil tage omkring 10 timer og koste 10 dollars pr mand. Den er kendt som en smuk og kolonial by fyldt med kirker på hvert et hjørne og utrolige hyggelige gader. Selvom det også er en storby, er stemningen meget mere anderledes end Quito. Der er en mere ro og afslappet stemning og byen utrolig tryg at gå rundt i. Cuenca er hjemsted for de berømte Panama-hatte som latinamerikanerne brugte til at skygge for solen, da de byggede Panama-kanalen. Man skulle tro, at Panama hatten er lavet i Panama, men dette er udbredt misforståelse, da det var ecuadorianerne som lavede den, da de som sagt byggede kanalen. Skal man have en hat, er man nødt til at købe den af den berømte hattemager Homero Ortega, som har leveret hatte til masser af kendte mennesker, da han er så dygtig. Jeg fik købt en hat der, jeg med iver får brugt hver sommer. De fåes i forskellige prisklasser alt efter hvor fint de skal være flettes. Priserne fra 25 dollars og op og jeg mener jeg købte min for 40 dollars, men vi snakkede godt med hans lærling og var gode til at prutte om prisen.

Byen har fantastiske museums, som man er nødt til at opleve. “Museo Pumapungo” er et stort museum fyldt med Ecuadors historie helt tilbage fra inkaerne, hvordan de boede, deres kulturelle ritualer, ofringer (så som skrumpehoveder og de er rigtige!!) Bag museet er arkæologiske udgravninger fra inkaerne og et rigt dyreliv. Man skal også tage en visit forbi  “CIDAP” som er et kunsthåndværksmuseum, hvor der virkelig er nogle spændende og flotte ting at kigge på – også er det gratis.

Cuenca byder også på virkelig lækre spisesteder og hyggelige cafér. Byen er en smule præget af at der kommer unge backpackers, så der er fyldt med hippe cafér som en atypisk for Ecuador.  Nedenstående café var vi inde på et par gange, for at få et stykke kage og en kop kaffe og danne os et overblik over dagens skavanker. Cafén hedder “Café Austria” og kan også findes på TripAdvisor (billedet hvor Kristian er på). Derudover spiste vi på “Hotel Santa Lucia” som både har traditionelle rester men også inspireret af det italienske køkken. Vi valgte at spise der på “ladies night” hvor damerne får gratis drinks, hør stedet ad hvornår det er og start ud med en middag og få en Sangria ved ilden med hyggelig musik. Jeg kan også varmt anbefale “Moliendo café” som er columbianske småretter til billige penge. Et lille sted, men utroligt lækkert og billigt! Hvis man skal have et lille let måltid eller en varm kakao er Café Puro helt sikkert et sted man skal på. Det er en hollandsk pige som har valgt at åbne den op, og det er et sted hvor både de lokaler og turister kommer da der er en glimrende udsigt ud over byen. Bestil en “Tamales” eller en “Humitas” som er en god og billig måde at blive mæt på.

Vi boede på “El Cafecito” som virkelig var hyggeligt. Jeg har set billeder af sovesalene med køjeseng og de ser meget lavpraktisk ud, men vores 2-mandsværelse havde eget bad og en god seng til omkring 20 dollars pr nat. Der var kun Wi-Fi ude i “lobbyen” hvor man også spiste morgenmad, men det var fint og hyggeligt. De var søde i receptionen til at hjælpe og der er masser af unge mennesker som hygger om aftenen. Det er bogstavelig talt klods op af en kirke, som alle de andre hostels der byen jo vrimler med den, så man bliver vækket af dejlige høje kirkeklokker tidlig morgen, men det gjorde faktisk ikke noget da det fungerede lidt som vores vækkeur, så vi kunne få noget ud af dage.


Udover at gå rundt i byen tager man også til Cuenca for at se Ingapirca. Ingapirca er en tempelruinby fra inkaernes tid. Inkaerne brugte stedet til at observere årstiderne via månen og stjernerne og skabte på den måde deres egen kalender. Det er dybt fascinerende og et syn man aldrig glemmer. Ruinerne er identinske til dem man finder ved Machu Picchu dog i mindre størrelsesforhold. Der er guidet ture hver halve time, da man ikke må gå rundt alene og koster kun 2 dollars pr mand. For at komme derud kan man tage en bus derud fra Cuencas busterminal kl 09 eller kl 13 og retur til Cuenca igen kl 13 eller kl 16 mandag til fredag. Vi valgte at leje en taxa som kørte os derud og ventede på os indtil vi var færdige for derefter at tage os til byen “Chordeleg” også kaldet “Silver town”. Her fik jeg blandt andet købt et par guld øreringe med ægte perler til omkring 300kr og nogle sølvhalskæder osv. Det er billigt og byen er fyldt med guldsmede. Vores taxa chauffør tog en frokost imens vi gik rundt og kørte os derefter tilbage til Cuenca. Jeg mener vi gav omkring 50 dollars for en halv dag, hvilket jo ikke er særlig meget. Hvis du skal til Ingapirca med et rejsebureau koster en dagstur samme pris pr mand.

Kysten -Puerto López

Der er rigtig mange steder man skal besøge, hvis man skal til kysten. Puerto López er ikke en smuk by, den virker lidt roddet og beskidt, og der er ikke mange ting at lave i den lille fiskerby. Men byen er dog et sted man er nødt til at besøge, da den vinder hjem på den smukke strand “Los Frailes” som har beliggenhed i et natur reservat “Parque Nacional Machalilla” (hvor man ikke finder specielt mange mennesker) og muligheden for at komme til “Isla de la plata” også kendt som “fattigmands Galapagos”. Nogle af dyrerne på denne ø finder man nemlig kun her og på Galapagos, så som en blå (og rød)fodet sule og fregata fuglen. En populær måde at besøge denne ø på, er at leje en guidet tur hvor man starter ud med at se hvaler på vej hen til øen, derefter en rundtur for at opleve den smukke ø med de fantastiske dyr, som virker utrolig ligeglad at man står foran dem med et kamera, da de ingen naturlige fjender har.  Efter man har besøgt øen et par timer vil båden tage en med hen til et berømt snorkling sted hvor man har 1 time til at udforske det smukke hav. På turen tilbage er der selvfølgelig mulighed for at se hvaler igen. Det er ikke mange penge man giver for sådan en halv dag (30-45  og det er utroligt smukt og rørende at opleve hvalerne springe i det fri uden nogen bekymring i verden. Bådene er respektfulde overfor hvalerne, holder en god afstand og lader dem “komme til en selv”. Det er en magisk oplevelse og hvis man er stor dyre elsker og ikke har råd til det rigtige Galapagos er denne tur virkelig et godt alternativt. Vi var der et par dage og nød stranden, samt gode og lækre friske skaldyrs-retter om aftenen (vi fik en hel fantastisk omgang jomfruhummer i hvidløgssauce der var “to die for”!). Derudover besøgte vi også et center for reddede dyr styret af NGO’en Equilibrio Azul, hvor der er en masse frivillige som arbejder der. Det har beliggenhed på stranden og de er meget imødekommende til at fortælle om dyrene de hjælper og tager imod alle former for donation, med mulighed for frivilligt arbejde hvor man kommer helt tæt på.



Hvis man gerne vil gøre det lidt på budget, kan jeg anbefale det hostel vi boede på, der hedder “Hosteria Playa Sur” (de ser efterfølgende ud til både at kalde sig for “Hosteria Playa Sur” og “Cabañas Playa Sur”). Vi boede ud til stranden i fine små hytter med eget badeværelse, og dejligt varmt vand med et godt tryk på (noget man nogle gange kan savne lidt i Quito, da det er sværere at pumpe vandet op grundet højden). Prisen var blot 25 dollars for en hytte med to senge, eller 40 dollars for en hytte med 4 senge per nat.
Angående spisning, så
Bussen fra Quito til Puerto Lopez tager omkring 10-11 timer, og koster ca. 13 dollars. Hvis man ønsker at skære rejsen lidt op, kan man vælge at tage til byen Guayaquil først, og derfra rejse de 3 timer videre til Puerto Lopez. Vi plejer dog blot at tage turen direkte fra Quito.

Hvis man gerne vil besøge flere byer langs kysten er byen Salinas, som lidt kendetegnes som Ecuadors udgave af Florida (de rige har store yachts og dyre boliger her), også et besøg værd. Det er det vestligste punkt at Ecuadors fastland, og eksempelvis  spidsen af halvøen kaldet “La chocolatera” er besøgsværdigt, på grund af muligheden for at opleve de store kræfter i havet. Er man ungdommelig og søger festbyerne, så kan enten Atacames eller byen Montañita helt sikkert anbefales. Mens specielt Atacames hver sommer og vinter fyldes op med Ecuadors studerende, der tager dertil for at feste igennem og tage en pause fra studierne, er Montañita kendt som backpackernes og surfernes åndehul. Jeg har desværre endnu ikke selv været i Montañita, men skal man til Atacames går der busser fra Quitos midtby til byen Esmeraldas, som er nabobyen, hvorfra man normalt tager en motorcykeltaxa eller cykeltaxa de få kilometer til Atacames. Rejsen fra Quito til Esmeraldas tager 6 timer, og det kan nemt tages som natbus, med afgang ved midnat, hvor man så er fremme klokken lidt i seks, så man på den måde sparer en overnatning på rejsen. Omvendt, så er turen fra Quito og ud til kysten også en tur med mulighed for at se landets naturelle mangfoldighed, idet rejsen går fra højlandet og bjergene omkring Quito, 3000 meter over havets overflade, og ned af bjergene mod kysten. Der stoppes normalt en enkelt gang på turen for at man kan nå på wc. En ting der er rart at vide på forhånd, er at disse busture normalt altid er med et lille fjernsyn tændt, hvor der vises en film eller to på rejsen. Dette er dog altid med spansk tale, og gerne trælst højt, så sover man let, kan det anbefales meget at have ørepropper til rejsen. Derudover plejer vi altid at tage en flaske vand per næse, og en lille pose saltchips, så man ikke skal tisse så meget 🙂 Man skal være opmærksom på at temperaturen ved kysten altid er MEGET anderledes end i Quito, så selvom det er koldt når man tager afsted til midnat mod kysten, vil det være varmt og fugtigt når man når frem, så short kan meget anbefales (de har dog for vane at skrue meget op for airconditionen under rejsen, så hav gerne en varm trøje at lægge over benene undervejs.

Byerne Salinas og Montañita er ca. i samme ande af kysten som Puerto Lopez, mens Atacames ligger i den nordlige ende af kysten. Man kunne derfor også vælge at tage til Puerto Lopez først, og derefter eksempelvis tage ruten Puerto Lopez – Montañita – Salinas – Quito.

Baños

Skal man se vandfald, bade i vand fra varme vulkanske kilder og få et aktionkick er Baños også et must. Byen hedder egentligt i sit fulde navn “Baños de Agua Santa”, betyder “Det hellige vands bade”, og referer sig til de kilder der er i byen. Byen er, til trods for dens relativt lille størrelse, hjemsted for flere spa-faciliteter, og hvis man kan overleve at skulle have en badehætte på hovedet (jeg skulle selv lige overtales), så vil din hud elske dig for en tur i de pools der er opfyldt fra varme kilder. Dette er helt sikkert et mekka for både ecuadorianere der har brug for en pause, men også turister, der tiltrækkes af de flotte og utroligt frodige omgivelser, som vulkanens udbrud har skabt med alle de mineraler den har bragt til overfladen. Baños ligger ved foden af den aktive vulkan “Tungurahua”, der siden 1999 og frem til senest 2016 har været i udbrud mere end 10 gange.  Grundet den store aktivitet har byen for længst valgt, helt lavpraktisk, at tegne evakueringsruter på vejene, samt opstille vejskilte der viser hvilken vej man bør forlade byen, hvis et udbrud skulle ske. De varme kilder i byen er opvarmet direkte fra vulkanen, og det er en helt fantastisk følelse at mærke varmen fra kilderne trænge helt ind, og hvis det efter lidt tid skulle blive for varmt (temperaturen står angivet ved de forskellige bassiner, og kan komme helt op på 40 grader), er der også et basin med iskoldt smeltevand fra toppen af vulkanen, man i stedet kan dyppe sig i hurtigt.

Foruden varme kilder og spa-afslapning, har Baños dog meget mere at byde på. Byen er kendt som stedet hvis man er til ekstrem sport såsom quadbiking, white river rafting, bungee jumping fra broer med mere. Er man mere til mere rolige oplevelser, er der en rigtig hyggelig økozoologisk have (Eco Zoológico San Martin) et smut udenfor byen (tag en taxa dertil for et par dollars), hvor man har mulighed for at opleve jaguarer, ozelotter, kæmpeskilpadder fra Galápagos, bjørne og utallige fuglearter med mere. Forinden dette, vil jeg dog klart først anbefale at man lejer en taxa for en halv dag, og tager en tur langs “Ruta de las cascadas”, som oversat betyder “Vandfaldenes rute”. Er man til vandfald og natur, så får man på denne strækning mulighed for at se vandfald og frodighed i alle størrelser. Blandt andet kan det store vandfald “Pailón del Diablo” bestemt anbefales. Det er et stort og utroligt smukt vandfald, hvor man har mulighed for at komme helt tæt på, enten fra oven eller fra neden af vandfaldet, alt efter hvilken indgang man tager. Turen ned til den nedre indgang er helt fantastisk, og man kan få de flotteste billeder både foran og helt inde under vandfaldet herfra.

Spisesteder

“Cafe Ali Cumba” – 12 De Noviembre/Martinez
Savner man Danmark, og mangler en god middagssnack samt en kop kaffe, kan jeg anbefale et smut forbi “Cafe Ali Cumba”. Lad dig ikke snyde af navnet, for den kvindelige ejer er faktisk ærkedansk, og giver gerne en sludder for en sladder, eller er behjælpelig med et prej i forhold til områdets seværdigheder, eller en hjælpsom glose på spansk, hvis du har brug for en hånd til at finde en chauffør. Hun fiksede os en omgang svenske kødboller, hvilket var det tætteste på en  dansk frikadelle man kan komme så langt sydpå, samt et godt råd på vejen.

“Casa Hood” – Luis A. Martinez/Eloy Alfaro
“Casa Hood” er et must for rejsende, hvis man ønsker lækre internationale retter (også vegetariske), en fantastisk atmosfære, gode bøger og kaffe, muligheden for at støde på andre rejsende, eller slappe af til en af deres hyggelige filmaftener. Stedet byder derudover fra tid til anden på livemusik om aftenen, hvilket også altid er fornøjeligt med en af deres gode drinks i hånden.

“Pancho Villa” – Luis A. Martinez/Eloy Alfaro
Hvis man har en hang til det mexicanske køkken, kan “Pancho Villa” anbefales. Vi fik lækre mexicanske retter, serveret i rigtigt hyggelige mexicanske omgivelser i forhold til indretningen. Personalet var rigtigt venlige, og maden smagte fantastisk.

(Billede af Cafe Ali Cumbas indgang)

 

Amazonas

Amazonas er og bliver en oplevelse for livet. Er man i Sydamerika, uanset land, bør man unde sig selv muligheden for at smut til junglen. Man kan gøre dette på mange måder, alt efter hvor mange dage man har tilgængeligt, hvor der findes muligheder med alt fra dagsture, weekend ture og længere ture. Vi har på vores forskellige rejser til Ecuador selv både haft dagsture og firedagsture. Junglen er, uden bedre måde at beskrive det, en helt magisk oplevelse. Har man kun tid til en dagstur, vil jeg anbefale at man fra Quito tager syd-østpå  til eksempelvis byen Tena eller Puerto Misahuallí. Fra begge disse byer, er der flere lokale selskaber der arrangerer ture op af floden “Rio Napo”. Er man til det, kan man også herfra prøve river rafting. Har man tid til en længere rejse, anbefaler jeg meget den jungletur vi tog sidste gang, med selskabet “Nicky Amazon Lodge“. Her skal man i stedet reservere en plads på forhånd, hvorefter man skal rejse fra Quito til den nordlige by “Lago Agrio”, hvor man så hentes af guider fra selskabet, der tager en med minibus, og herefter motoriseret kano, dybt ind i junglen til deres Lodge inde i Amazonas, langt fra resten af civilisationen. Dette er virkeligt den store jungleoplevelse man altid drømmer om. Den tur vi tog på hed 4 dage/tre overnatninger ved Cuyabeno-reservatet og kan ses her. På denne tur får man både lov at opleve papegøjerne der samles ved morgengry, skildpadder, kaimaner, lyserøde floddelfiner, aber, fugleedderkopper med mere. Eftersom dette jo er junglen, og ikke en eller anden form for zoologisk have, er der ikke en garanti for at det er samme dyr man ser, men omvendt er der derved chancen for at opleve vildt sjældne og fantastiske dyrearter med lidt held. Vi oplevede slanger (bla. en stor i køkkenet om morgenen da vi stod op haha), bæltedyr, oddere, flagermus, forskellige arter af aber, tukaner, papegøjer og parakeeter, kæmpeinsekter, kaimaner, skilpadder, lyserøde floddelfiner, piratfisk, fantatiske fugle og meget mere. Guiden fortalte han ved tidligere hold var stødt på både en  jaguar og brøleaber, mens det var første gang han oplevede et bæltedyr. Turen plejer normalt både at indeholde vandreture ud i junglens underskov (både om dagen om natten), kanoture op af floderne, fiskning efter piratfisk og badning i selve Amazonas floden ( Ja, samme flod som har både piratfisk og kaimaner!!! haha ). Vi nåede herudover at blive venner med et par aber der fulgte med på vores kanotur fra trækronerne langs breden, og en lille dødningehovedabe som hoppede ned i vores kano, og sejlede med lidt rundt, mens den kravlede rundt på os, og inspicerede alt hvad vi havde med. De har ved lodgen gummistøvler og regnponchos man kan låne til turen ud i junglen, men tjek gerne med dem på forhånd, så I ved hvad I skal pakke. Det var virkeligt en fuldstændigt ubeskrivelig oplevelse, som jeg endnu har meget klart i hukommelsen da det hele var så overvældende. Selvom det som beskrevet er langt fra civilisationen, og der kun er strøm til opladning af kameraer på grund af en enkelt solcelle der oplades en gang dagligt, så følte jeg på ingen måde at jeg manglede noget. Vandet i bruseren kommer direkte fra floden, så det var fyldt med lækre mineraler og andre gode ting, så min hud og mit hår elskede virkelig turen, og selvom det første nat virker utroligt grænseoverskridende at ligge i en åben hytte (der er ikke glas i “vinduerne” og væggene går ikke helt op til taget) og junglens lyde virkelig er tæt på, så vænner man sig hurtigt til det, og man når at opnå et kæmpe savn til lydene og naturens nærvær så snart man rejser derfra igen. Der er masser af selvskaber der laver denne slags økoturisme, hvor der arrangeres jungle ture, men specielt Nicky Lodge er meget anbefalelsesværdigt, da de går utroligt langt i deres ønske om at beskytte naturen, og støtte de lokale indianske stammer. Deres guides har en helt fantastisk stor viden omkring naturen, dyrene og den måde indianerne har benyttet sig af de forskellige remedier og dyr, der har været tilgængelige. Hvis I vælger at tage samme tur som os, så hedder prisen pt. 450 dollars per mand, men hvis I skriver til dem og spørger efter Pablo, og siger at Kristian og Isabella fra Danmark har anbefalet dem, så kan I måske være heldige at I kan få en lille smule rabat. Inklusiv i prisen er afhentning og efterfølgende aflevering ved mødestedet i Lago Agrio, tre gange overnatning, med tre daglige måltider, flersprogede guides, plus jeres livs natur oplevelse!

Lago Agrio ligger relativt tæt ved Colombias grænse*, så det anbefales kraftigt at man fra busstationen og hen til mødestedet (det plejer at være et hotel i byen) tager en taxa, hvilket ikke burde koste over 5 dollars.
Rejsen til Lago Agrio fra Quito kan gøres via fly, hvilket selvfølgelig koster mere, men ellers kan man som vi også sagtens tage en bus fra Quitos sydlige busterminal “Quitumbe” (man kan tage trolebussen direkte derud, med skift til den sydgående trolebus fra trolestationen ved “El recreo”-indkøbscentret. Prisen for den 7-8 timers rejse fra Quito til Lago Agrio er omkring 8 dollars per mand.

OBS: Skal man til junglen, ligesom hvis man skal til kysten, er det en god idé at snakke med sin læge hjemmefra om hvor vidt det er nødvendigt med malaria-piller, da myggene disse steder nogle gange kan bære virusen. Derudover er det en virkelig god idé med en kikkert, og et kamera med et godt zoom. Vi havde kun et lille digital kamera med da vi var afsted, da vi først efterfølgende har fået investeret i et ordentligt, men vi har virkelig fortrudt det. Så gør jeg selv den tjeneste at kunne forevige de mest fantastiske oplevelser herfra i ordentlig kvalitet.

* FARC (den politiske militante gruppe i Colombia) holder til i det sydlige Colombia, så af denne grund har Ecuadors militær ekstra patruljer langs grænsen til Colombia, for at sikre at de ikke kommer ind i Ecuador. Dog vil jeg stærkt anbefale at man i Ecuadors områder nær Colombias grænse, tager sine forholdsregler og ikke bevæger sig ind i øde gyder om natten, men hellere tager en taxa rundt, da man fra Colombia hører skrækhistorier om at turister kidnappes og tilbageholdes mod betaling. Personligt oplevede jeg intet, men hellere være på den sikre side, da de maks. 5 dollars for en taxa fra bussen til hotellet jo er en lille pris for den ekstra sikkerhed.

Jeg håber at I nød denne kæmpe guide, og at det vil inspirere jer til at besøge Ecuador, som simpelthen er så fantastisk. Det er land der er fyldt med overraskelser, lige meget hvor mange gange man har været der. Hvis det er svært at vælge i forhold til Lonley Planet etc. hvad man skal se/besøge er denne guide et godt udgangspunkt. Jeg har besøgt Ecuador 2 gange (i 2013 og 2015) og Kristian har været der hver 3. år siden han var barn. Dette indlæg er skrevet sammen med ham og har forsøgt at highlighte de vigtigste ting i Ecuador og valgt en kombination af turistede seværdigheder samt lokale steder. Da turen går til Sydamerika igen næste år, vil der komme en opfølgning med nye steder og et nyt land 🙂

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar