Food, Tip

AARHUS SPISEGUIDE

Jeg tænkte at det var på tide jeg fik lavet en spiseguide i Aarhus, nu når jeg trods alt har boet har i 8 år og efterhånden kender byen ret godt. Jeg har inddelt guiden i morgenmad/brunch, frokost, kaffe&kage og aften/middagsmad. Jeg håber det kan give jer noget inspiration og i det mindste gøre jeg lidt sultne 😉 Guiden er selvfølgelig ikke færdig og vil blive opdateret undervejs!

MORGENMAD/BRUNCH

Café glad

Frederiks Allé 127, 8000 Aarhus C

Café glad er et økologisk spisested som har vundet “Byens Bedste Brunch” i 2015.  Udvalget er stort og lækkert og de er blandt andet kendt for deres hjemmelavede øllebrød som smager helt fantastisk og ikke som den kedelige standard man fik som barn 😉 Vi fik deres “store morgenmad” med friskpresset juice til.

Café Englen

Studsgade 3, 8000 Aarhus C

Denne café har beliggenhed i hjertet af Latinerkvarteret og har været åben siden 1984.  Når solen er til det, er der mulighed for at sidde foran caféen og man får en smule følelsen af at sidde på en fortovscafé i Paris. Udsmykningen inde i caféen er fransk og utrolig “insta-venlig” men vigtigst af alt er maden rigtig lækker. Jeg vil anbefale at man købe en “engle brunch” som blandt andet består af røræg med pancetta og chiagrød rørt med græsk yoghurt.

Cross Café

Åboulevarden 66, 8000 Aarhus C

Hvis man har tid til at gå på café i hverdagene eller har en fridag er det oplagt at tage en af de billige morgenmader ved åen. Blandt andet Cross Café byder på en buffet hver mandag-fredag fra kl. 08:30-10:30 til 44 kroner. Det er uden drikkevarer men der er hjemmelavet ingefærsshots mm. som blandt andet gør den skiller sig en smule ud fra de andre.

FROKOST

Café englen

Studsgade 3, 8000 Aarhus C

Englen er altså lige værd at nævne igen, da jeg fornyligt fik den lækreste fiskefrikadelle sandwich med hjemmelavet remulade. Menukortet har derudover alt hvad hjertet begærer som gør dette sted godt både morgen, middag og aften.

Central Food Market

Sankt Knuds Torv, 8000 Aarhus C

Jeg synes det er så fedt at Central Food Market er åbnet, da man virkelig manglede nogen spisesteder i starten af strøget og selve forvandlingen af den grimme gyde til et flot mad marked er fantastisk. Jeg synes dog udvalget er småt og priserne er dyre, men hvis jeg en sjældent gang imellem kommer herind ender jeg altid på Grød. De laver nemlig den bedste risotto og daal som er et must at prøve hvis kommer her forbi.

Toastit

Klostergade 68, 8000 Aarhus C

Jeg bliver helt sulten ved tanken om disse toast. Hvis du er en kæmpe toast elsker som jeg, er toastit det rette sted til en knurrende mave eller tømmermænd cravings. De laver byens bedste toast med fyld så som bøf, chorizo og kalkun. De laver derudover en yderst lækker veggie toast med avokado som man er nødt til at prøve. I vil ikke fortryde det (kun bagefter), hvis I køber en salted caramel shake med til – det er den bedste jeg har prøvet!

Haute Friture

Graven 16, 8000 Aarhus C

Hvis du er vild med hotdogs, skal du tage forbi Haute Friture. Stedet laver de lækreste gourmet hotdogs til 45 kroner stykket. Min favorit var helt sikkert deres “Hotduck” som havde en stor fed forårsrulle i sig og tangsalat på toppen – det lyder underligt men det var mega lækkert!


Street Food

Det ville være lidt underligt, hvis jeg ikke nævnte Street Food. Det var jo det største længe, da Street Food endelig kom til Aarhus. Det var jo en københavner-ting som os Aarhusianere nu endelig også kan nyde noget af. Stemningen er så hyggelig derinde og udvalget er stort. Jeg prøver altid noget nyt når jeg er derinde og indtil videre er favoritten deres grilled sandwiches og flæskestegsburgeren som nedenstående billede viser. Hvis man har lyst til kage, er man nødt og jeg mener virkelig NØDT til at prøve deres cheesecakes – de er så gode!

The Burger Shack

Frederiksgade 39, 8000 Aarhus C

Aarhus byder på mange forskellige burgere, men jeg tror der er en ret stor enighed om at Burger Shack har byens bedste også i forhold til pris. For de lækre fritter med parmesan, en shack burger og cola, skal man nemlig kun af med 80 kroner.

 

KAFFE & KAGE

Kjærs kaffebar

Sønder Allé 29, 8000 Aarhus C

En hyggelig og lille “skjult” café nede ved rutebilsstationen. Kagerne er hjemmelavet (og store) og kaffen er god. Der er ikke vildt mange siddepladser så man skal komme tidligt, da stedet er ret populært  🙂

Café FolkeVen

Thorvaldsensgade 17, 8000 Aarhus C

Café folkven er helt sikkert en overset café i Aarhus som Smag Aarhus også nævner. Med dens rustikke indretning, små folkevogne og en lille gæstebog er caféen yderst hyggelig og tiltalende. Her man kan få de lækreste romkugler og hjemmelavet oreos (!!)

AFTEN/MIDDAGSMAD

Rømer

Åboulevarden 50, 8000 Aarhus C

Til min fødselsdag inviterede K mig på Rømer som jeg endnu ikke havde prøvet før. De har lagt deres koncept om til latinamerikansk mad, noget man virkelig har manglet i Aarhus. Rodizio – Brazilian sea and grillfood gjorde et sølle forsøg, men maden er ikke engang brasiliansk. Derfor var jeg meget skeptisk da vi tog derned, da det er sjældent at danske restauranter mestrer det latin amerikanske køkken. Til vores store overraskelse var der “Moquecca de peixe” på menuen, en ret vi er ret vilde med og selv nogen gange laver. Da vi smagte den, var det fuldstændig ligesom at være tilbage i Brasilien igen. Retten bestod af kulmule kogt i kokosmælk og den var lavet til perfektion. Vi talte med kokken bagefter som har boet og arbejdet i Brasilien som kok i 16 år, hvilket man godt kunne smage på maden. Maden er delevenlig og priserne er gode.

Restaurant Unico

Ny Moesgårdvej 50, 8270 Højbjerg

Som en del af “Smag på byen” var K og jeg ude at prøve restaurant Unico som har beliggenhed i Højbjerg. Denne restaurant er helt klart et sted man godt har lyst til at bevæge sig ud af byen for. Maden er lækker, råvarerne er danske og serveringerne er gennemførte. Priserne er gode i forhold til det man får – 3 retter for 345 kroner og med golfbanen som udsigt er det helt klart et besøg værd.

Restaurant Domestic

Mejlgade 35B, 8000 Aarhus C

Eftersom at Aarhus pludselig modtog samtlige Michelin-stjerner, er man næsten nødt til at udnytte at byen pludselig er blevet så høj kulturel og man ikke skal til hovedstaden for at prøve gourmet mad i  den højeste ende. Da Domestic modtog en stjerne skyndte jeg mig, at booke et bord inden priserne ville begynde at stige helt vildt. Jeg havde været på Michelin-restaurant før men det var K’s første gang, men vi var begge spændte på at se om det levede op til anmeldelserne og stjernen. Og det gjorde det. Vi valgte 4 retter for 500 kroner (som det stadig koster utroligt nok) men det svarer faktisk til 7 serveringer, da man starter ud med nogen forskellige snacks. Stemningen er hyggelig og maden er noget man aldrig har prøvet før. Alle råvarerne er ikke nok med at de er økologiske og danske er de endda aarhusianske hvilket også gør er man er nødt til at prøve dette. Domestic formår at være originale og nytænkende hvilket gør at vi helt sikkert kommer tilbage igen.

Tapashi 

Klostergade 52, 8000 Aarhus

Da jeg først læste om konceptet “tapas blandet med sushi” var jeg utrolig skeptisk. Dog fandt jeg hurtigt ud af, at restauranten har ikke så meget med tapas at gøre. Det er utrolig lille menukort og tapas’en minder om de friturestegte retter, man ellers kan spise sig mæt i som forret på alle sushi steder. Men sushien er god og lækker og skuffer bestemt ikke her. Jeg vil gerne anbefale stedet, da det passede godt på mig og mine veninder – den ene spiser nemlig ikke sushi, så ved at vi kunne kombinere på denne måde og at udvalget at “tapas” er større end ved andre sushi steder, gik vi alle derfra rigtig mætte. Lige nu kører de endda 50% på alt sushi til frokost og 30% om aftenen.

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar